Nu skal fiskene hjælpes
Kolding kommunes nye kampagne "hjælp fisken", som skal afhjælpe miljøsvineri kom for alvor i gang torsdag eftermiddag på Brændkjærskolen
Midt i Brændkjærskolens skolegård ligger der en rist. En rist, som leder direkte ud i Dalby Møllebæk, hvor masser af fisk og dyreliv hver dag får sværere og sværere ved at overleve på grund af den udledning af miljøskadelige stoffer, som havner direkte i bækken.
Eksempelvis fra risten på Brændkjærskolen. Kolding kommune vil gøre opmærksom på udledningen af miljøskadelige stoffer i kommunens natur og derfor blev projektet “Hjælp fisken” i torsdags sparket i gang på Brændkjærskolen.
Projektet går blandt andet ud på at sætte mærkater op ved flere hundrede kloakriste langs vejen, som oplyser om miljøhensyn ved regnvandskloakker. Lis Ravn Ebbesen (SF) præsenterede projektet for eleverne i 8C, som hjalp til da der skulle klistres mærkater fast ved risten.
“Nogle riste er til regnvand og andre er til spildevand. Denne rist leder direkte ud i Dalby Møllebæk. Jeg håber, at I vil hjælpe med at oplyse både jeres forældre og jeres omgangskreds om miljøhensynene” sagde Lis Ravn Ebbesen blandt andet til børnene.
I første omgang omfatter projektet “Hjælp Fisken” Dalby samt dele af Brændkjær og Vonsild. Hvis projektet bliver en succes - hvilket man forhåbentligt kan se på graden af forurening i Dalby Møllebæk - så satser kommunen på at udbygge projektet til resten af kommunen.