Systemet udnytter borgerne
Af Henning Troelsen, kandidat til kommunalvalget for SF
LÆSERBREV: Tit hører vi udsagnet, at folk udnytter systemet. Men i Fredericia kommune er det systemet der udnytter borgeren, for at spare penge.
Den konservative formand for arbejdsmarkedsudvalget Inger Nielsen siger stolt, at det er for at hjælpe borgerne ind på arbejdsmarkedet igen. Og det hun snakker om er at oprette 100 fleksjob, hvor folk der er visiteret til fleksjob, skal arbejde 5 timer om ugen.
De 5 ugentlige timer er nemlig det, der giver Fredericia kommune det største kassetilskud fra staten. Jeg synes det er usmageligt. Det handler slet ikke om borgerens behov eller om hvorvidt borgeren måske kunne arbejde flere timer. Det er kun for systemets skyld – for pengenes skyld. Det er kun fordi at man kan flytte en udgift fra kommunen til staten og borgeren bliver i den forbindelse blot en brik som systemet kan udnytte. Sådan synes jeg ikke det skal være.