Venstres plan er blottet for ambitioner
Venstres plan for den kommende valgperiode er mest af alt en opsummering af, at det går godt i Vejle og alt blot skal fortsætte ud af samme tangent. Venstre har godt nok fulgt Liberal Alliances politik på halvvejen ved at ville halvere dækningsafgiften, særskatten på virksomhederne, i løbet af de næste fire år. Men det er så også den eneste konkrete ændring.
Det er beskæmmende at læse, hvordan kommunens største parti i den grad er blottet for ambitioner på kommunens vegne. Der er ingen konkrete vækstmål. Der er ingen bud på, hvordan vi forbedrer det stagnerende erhvervsklima. Og der er ingen forslag til, hvordan vi øger det frie valg for kommunens borgere.
Planen undlader at adressere en række af Vejle Kommunes helt konkrete udfordringer, som for eksempel at Vejle i Dansk Industris analyse af kommunernes erhvervsklima ligger nummer 39, mens de omliggende kommuner ligger blandt de bedste i Danmark. Det kan vi ganske enkelt ikke være tjent med. Der er også en udfordring på folkeskoleområdet, hvor Vejle ligger i den svage halvdel.
Men allermest mangler vi at få tydeliggjort, hvad Venstre vil gøre for at sikre kommunens fortsatte udvikling. Vi i Liberal Alliance har ambitioner på at skaffe tilflyttere og bud på, hvordan vi får sat afgifterne ned og dermed gjort det billigere og mere attraktivt at bo i Vejle Kommune. For Liberal Alliance er ”business as usual” ikke godt nok, og vi vil gøre vores til, at barren for Vejle Kommunes ambitioner sættes væsentligt højere. I vores politiske udspil sigter vi på at udvikle et bredt udvalg af skoler og børnehaver, der kan være specielle med særlige profiler, og at opnå en erhvervsvenlighed og service der ligger i top 10 i Danmark.
Så kan vi tiltrække medarbejdere, tilflyttere, turister og virksomheder. Vi foreslår også at øge konkurrencen ved flere udbud og også på den måde reducere omkostningerne. Og dermed få Vejle i en udvikling så der bliver råd til velfærden og høj kvalitet i kommunens service.