"Jeg arbejder to dage om ugen, og så har jeg fri de fem"
Den glade gartner føler, han er på ferie, når han er på job
"Jeg arbejder to dage om ugen, og så har jeg fri de fem".
Sådan opgøres en arbejdsuge af Endrik Maat, gartner og ejer af Gartneri Rødmose ved Tiufkær ved Vejle.
De to dage han "arbejder", er de dage, hvor han er på torvet. Resten af ugen er han i gang på gartneriet, og det føles ikke som arbejde.
Med sit lyse hår, sine rødbrune øjne og rødmossede kinder ligner han så absolut det han er, nemlig den glade gartner. For han ler også meget - lyst, længe og meget smittende.
Ingen gulerødder og kartofler
Latter må give god grobund for planter, for Endrik dyrker (og har stort set succes med) alt, hvad der kan dyrkes i Danmark, som han selv formulerer det. Han har 1400 kvadratmeter drivhus og så 10 hektar jord i hele området, men ikke med grøntsager på det hele, for så kunne han ikke nøjes med at kun være tre om al arbejdet. Han dyrker dog ikke kartofler og stort set heller ingen gulerødder, for jorden er tung og leret.
"Så gror kartoflerne opad og gulerødderne skal skrue sig ned i jorden for at blive til noget, " siger Endrik Maat.
Og ler. Igen. Det gør han meget, den gode Endrik. Som har en god forklaring på sin succes med sine produkter.
Alt for kunderne
"Jeg gør alt for kunderne, jeg er gartner, men hele min gartnertankegang er gennemsyret af, hvad kan jeg sælge. For vi køber ikke mad, fordi vi er sultne, vi køber, fordi det ser spændende ud. Var man bare sulten, var man ligeglad med, om der var fem slags kartofler eller syv slags peber," siger Endrik, der hele tiden ide-udvikler. Han er begyndt at have små mexikanske agurker, og så prøver han for tredje år i træk med en sen gang stangbønner.
Han skal snart til at så radiser, og der er meget at holde styr på, for de skal høstes om tre uger og passer det nu med det andet, han har? Hvordan holder han styr på det hele?
"Heroppe, siger han og peger på sit hoved. "Og jeg trænger snart til en ekstern harddisk," siger han, mens han igen ler. Han fungerer nemlig som alt fra direktør til arbejdsleder til alt-mulig-mand og til yngste dreng.
Nye produkter
Han har masser af spændende grønt på hylden, deriblandt en rød grønkål. Ikke rødkål, som han siger, men rød grønkål. Og der er rig mulighed for at prøve det af, for Endrik sælger også stykvis på torvet.
"Derfor er der også mange pensionister, der handler hos mig. For de kan købe to porrer, tre gulerødder, to blade kål og et par kartofler. Og så siger jeg 10 kroner," siger Endrik med et smil.
Hans yndlingsgrønsag er rodfrugter og så pebrene.
"Det er dejligt, at man kan sælge noget så sundt og skønt, når folk køber det i lange baner. De kunder jeg har, spiser meget varieret. Slæber nogle gange to hele poser hjem med grønt. Så plejer jeg i sjov at sige til dem, at de ikke får lov at købe igen, før det er spist op. Vi skal nemlig ikke have noget madspild," siger Endrik og smiler sit rare smil.
Udendørs er herligt
Han nyder at kunne være ude hele dagen.
Til gengæld har han ikke noget behov for at sidde ude på terrassen og spise sin aftensmad. Eller ubetinget drikke sin morgenkaffe i haven.
"Jeg har brug for at have tag over hovedet," siger han og viser med hænderne, hvordan han ligesom bliver kapslet inde af at være indendøre.
Han er heller ikke udpræget a-menneske.
"Jeg kan godt stå tidligt op, men jeg vil helst sove til halv otte. Så er jeg ude i drivhusene omkring klokken ni," fortæller han. Til gengæld arbejder han specielt om foråret igennem, for der er det længe lyst.
"Der kommer en masse energi om foråret, så der kan klokken blive omkring ni eller 10 før jeg går ind. Så der får jeg meget sen aftensmad," siger Endrik og griner.
Hjem er ikke på gartneriet, men på en ejendom overfor, og de to steder er omdrejningspunktet for Endrik.
"Jeg tror, det er tre år siden, jeg sidst var væk på ferie," siger Endrik Maat, og ler.
Som navnet antyder, er han af hollandsk afstamning. I 24 år har han boet i Danmark, og arbejdet ”lidt”.