Overraskende DM sølv
Hvidovre atletik sikrede sig sølv i elitedivisionen
Lørdag eftermiddag var der spænding for alle pengene, da Dansk Atletik Forbund afholdt DM-finalen i atletikkens Elitedivision på Østerbro Stadion. Hvidovres atletikkvinder havde midtvejs i matchen sensationelt været på vinderkurs foran de forsvarende danske mestre fra Sparta, men før den afsluttende 4x400 m. stafet var Sparta igen i front, og Hvidovre var nu blot et halvt point foran sidste års sølvvindere fra KIF. Netop KIF stillede med en meget stærk kvartet, der sikkert vandt det danske mesterskab for blot fire uger siden foran Sparta og med Hvidovre på 3. pladsen, så der var i den grad lagt op til revanche. Det blev en solid revanche, da Sara Brahmer-Svendsen allerede på første tur løb over evne og skiftede som den første. Tanja Ravnholdt, Bianca Brahmer-Svendsen og Line Køhlert formåede at holde forspringet, og selv om KIF kom nærmere og nærmere på de sidste 400 meter, så var det Hvidovre der overraskende krydsede målstregen først i nyt dansk årsbedste på 3.53,28 min. Stemningen var efterfølgende temmelig euforisk, og holdleder Lotte Thiesen måtte den traditionelle tur i vandgraven, smidt der ned af glade og begejstrede holdkammerater. Det blev også til sejr på den korte stafet, 4x100 m. med nyt dansk årsbedste på 48,07 sek, hvor Mette B. Jepsen erstattede Bianca Brahmer-Svendsen fra den lange stafet. Også Maria Lykke Jensen og Maria Sløk sikrede værdifulde point til holdet med deres sejre i henholdsvis spyd og diskoskast. Maria Sløk viste sin betydning for holdet ved også at sikre sig en 2. plads i kuglestød, medens Heidi Toft med 11,18 m. sikrede yderligere vigtige point til holdet. Sara Brahmer-Svendsen og Zarah Buchwald viste igen, at de tilhører den absolutte danske elite i sprint med 3. pladser på 100 m. og 200 m., medens Line Køhlert med ny personlig rekord på 56,95 sek på 400 m. var tæt på at slå den danske mester på distancen på 2. pladsen. Blot 16 årige Fransiska Bramsen bekræftede sit store talent på 400 m. hæk, da hun i sin blot anden start på distancen satte PR med 65,60 sek og konsoliderede sin 5. plads på årets seniorrangliste. På den dobbelte distance, 800 meter, ville det taktiske spil undervejs det sådan, at Tanja Ravnholt blev 4¿er, hvad hun bestemt ikke var tilfreds med, mens det hele flaskede sig på 5.000 m., hvor Sabine Hvam Pedersen profiterede af det langsomme udgangstempo, og glædeligt erobrede 2. pladsen. Overraskende var det også, at tilbagevendte Emilie Starling i stangspring tangerede sin PR og blev nr. 3, mens debutanten Majbritt Olsen blev nr. 4, og efterfølgende sprang lovende 1,48 m. i højdespring. Hvidovre AM¿s mænd deltog også i finalen, men på grund af uheldige skader hos nogle af holdets nøgleatleter, så blev det desværre ikke til kamp om medaljerne i år, men efter en solid og helstøbt holdindsats blev det alligevel til en tilfredsstillende 5. plads. Kasper Olsen gjorde det bedst placeringsmæssigt med en 2. plads på 100 m. og en 3. plads på 200 m., mens den blot 16-årige spydkaster, Matthias Hagen, endnu en gang gjorde sig positivt bemærket ved at placere sig som nr. 4 blandt de 12 deltagere i sin debut, hvor det blev til 55,42 m. med seniorspyddet. Blot 15-årige Sebastian Bæhrntsen fik sig en forrygende debut, da han på 5.000 m. satte personlig rekord med over et minut til meget lovende 16.23,02 min. - Fantastisk at opleve, at vi i en individuel idræt som atletik, kan udvise en så stor team spirit og opbakning til hinanden, sagde Michael Bruun Jepsen, sportschef i Hvidovre AM om den forrygende dag på Østerbro. - Vores taktiske oplæg om morgenen gav en ro og et overblik over matchens forløb, så vi som hold formåede at løfte hinanden i de afgørende situationer. Og vores satsning på udvikling af stafetholdene viste ganske godt, hvad det hele drejer sig om i denne sammenhæng, nemlig, at vi i fællesskab kan løfte vores niveau og besejre modstandere, der på papiret er bedre end os. At kvinderne kunne slå de danske mestre på 4x400 m. var det bedste bevis på, at vi havde modet til at opsøge mulighederne og tage dem. Det var en stor dag for holdånden i klubben!