Verdens Bedste Nyheder kommer til Haderslev
Og det sker mere præcist på fredag mellem klokken 7.00 og 9.00
I morgen – fredag, den 13. september – kan de morgenfriske folk i Haderslev få Verdens Bedste Nyheder flere forskellige steder i Haderslev by mellem kl. 7.00-9.00. Lokale frivillige fra de danske udviklingsorganisationer, uddeler her små juicekartoner samt en lille nyhedsavis med et udvalg af årets største fremskridt i u-landene. Op imod en halv million danskere vil møde kampagnen på gader og stræder i form af gode nyheder og gratis juice.
Flere end 1000 frivillige i hele landet er med til at udbrede Danmarks største oplysningskampagne, Verdens Bedste Nyheder, til danskerne. Siden 1990 er antallet af ekstremt fattige i verden halveret. I Afrika er hver tredje afrikaner nu middelklasse. 33 procent af Afrikas befolkning har nu overskud til at investere i familiens sundhed og uddannelse. Det betyder, at indsatsen har virket – vi kan faktisk afskaffe fattigdom.
3 ud af 4 mobiltelefoner findes i u-lande
"Det går fremad på flere punkter i u-landene. For første gang i historien starter lige mange piger og drenge i skole. Og 3 ud af 4 mobiltelefoner findes i u-lande, hvor de gør livet langt lettere for nogle af de allerfattigste, der kan tjene penge og skabe sig en stabil levevej. Det vil de danske udviklingsorganisationer gerne ud og fortælle danskerne fredag morgen over hele landet," fortæller Thomas Ravn-Pedersen, sekretariatsleder, 'Verdens Bedste Nyheder'.
Bag den landsdækkende kampagne står FN, DANIDA og godt 90 danske u-landsorganisationer i et stærkt samarbejde, der skal oplyse danskerne om, at kampen mod fattigdom nytter. Mere end 90 danske virksomheder spreder desuden de gode budskaber til deres medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.