Borgmesteren løber fra en klar aftale
Henrik Vallø fra De Konservative var overras-kende ikke med i budgetforliget. Han mener, Johnny Søtrup er løbet fra en aftale
Hvis der er to, som gennem årene har fundet hinanden i Esbjerg byråd, så er det venstre borgmester Johnny Søtrup og De Konservatives Henrik Vallø. Sådan er det ikke længere.
Da nyheden om budgetforliget fredag blev sendt rundt til byens medier, stod det klart, at Dansk Folkeparti og Henrik Vallø ikke var en del af aftalen. Måske ikke videre overraskende, at Freddie H. Madsen og søn ikke var med - mere særligt var det, at Vallø havde stemplet ud. Faktisk lidt af en bombe.
Meldt offentligt ud
Det hele bunder i sagen om det lille plejehjem Karstensminde i Gredstedbro, hvor 15 ældre blev tvunget til andre plejehjem i kommunen, da personalet 1. januar 2013 samt beboere i de omkringliggende 40 ældreboliger mistede plejecentret.
En politisk sag Henrik Vallø fortrød, han havde været del af, og derfor har sat meget ind på at få ændret sammen med Dansk Folkeparti. Egentlig skulle der være fundet en løsning i foråret, men sagen blev sparket til hjørne, så de kunne løses under budgetforhandlingerne. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort, da blandt andet gælden viste sig at være så stor, at man ikke kunne nedskrive den til en sum, som borgergruppen kunne købe til. Borgmesteren foreslog derfor at leje det ud som ældreboliger, men loven gav ikke grønt lys for det, og dermed var der ikke mere at gøre for Karstensminde.
“Og det er jeg skuffet over. Jeg mener, vi havde en klar aftale om at finde en løsning i den her sag, og det er en aftale, som jeg synes, borgmesteren nu er løbet fra," siger Henrik Vallø, der ikke så andre muligheder end at melde sig ud af forligskredsen:
"Jeg har offentlig meldt ud, at jeg ville kæmpe for Karstensminde til det sidste, så det handler i bund og grund om troværdighed. Jeg har været med i forhandlingerne hele vejen, og er enig i mange punkter af aftalen, men her må jeg sætte min grænse. Vi har været meget klare i spyttet i denne sag, så der var ikke andet at gøre, hvis jeg skal se mig selv i spejlet. Jeg kan ikke bare sige, jeg er ligeglad med det plejehjem, for det er jeg ikke."
Men hvad betyder det her for dit og Johnny Søtrups forhold?
"Tjahhh. Det er politik. Vi taler også sammen i fremtiden, men det er klart, jeg er skuffet over det her," siger Henrik Vallø.