Mangler indsamlere
Røde Kors store indsamlingsdag finder sted 6. oktober
Med disse ord samler Røde Kors ind i Danmark søndag den 6. oktober, og også vi i Hvidovre kan være med til at hjælpe andre i nød. I Syrien er millioner på flugt fra borgerkrigen. Røde Kors har længe været i gang med hjælpearbejde i Syrien og i de flygtningelejre i nabolandene, hvor flygtningene lever under de forfærdeligste forhold. Men der er brug for flere penge. Når vinteren kommer, vil Røde Kors hjælpe ved at uddele nødhjælp som tæpper, ovne og presenninger. Mange, især børnene, har brug for psykisk førstehjælp efter mere end 2 års krig og konflikt. En del af Røde Kors indsamlingen går til at hjælpe de syriske familier med at bearbejde de traumer, krigen har givet dem. Psykisk førstehjælp, støttegrupper og almindelige aktiviteter vil være en del af denne hjælp. Men også herhjemme er der brug for hjælp: Mange ældre sidder ensomme i deres hjem, børn mangler hjælp til at lave lektier, og alt for mange dør alene uden familie og venner omkring sig. Pengene fra årets indsamling går også til besøgsvenner, lektiecafeer og vågekoner, der hjælper tusindvis af danskere. En del af det indsamlede beløb går til katastrofefonden, der sikrer, at hjælpen kan nå hurtigt frem næste gang, en katastrofe rammer. - Hvis du kan afsætte tre timer fra kl. 11 til kl. 14 og gerne vil hjælpe udsatte mennesker, så meld dig som indsamler. Sådan lyder opfordringen fra Anne Slater, indsamlingsansvarlig i Hvidovre. Indsamlere kan tilmelde sig hele døgnet på telefon 70 10 00 00 eller på www.indsamler.dk.