Vejles puls

Jeg gik gennem gågaderne i Vejle og snakkede med min mor og Ove. Far var der også og Moster Kirsten lige så.
Vi var på vej til Byparken, hvor der skulle afholdes “Stille flyder livet” - Vejles historie fortalt med musik af Kristian Lilholt, 50 dansere og stort multimedieshow - og det ville vi gerne se, hvad det var for en størrelse, så vi tøffede af sted i samlet flok .
Vi havde forinden været samlet hos mor og far og fået ost og rødvin, så sulten var vi ikke. Det var et par unge mennesker, som kom skrigende og hujende gennem byen med fastfood mad i hænderne. De var i godt humør, og lignede nogle der skulle drikke sig i et endnu bedre humør.
Dem om det, men sådan er det med lørdage aftener. Det er en speciel aften for de fleste af os. Om man smækker fødderne op og ser familiefilm med ungerne, eller Barnaby senere på aften, eller om man mødes med venner eller om man går i byen og fester . Lørdag aften er noget specielt. Også i Vejle.
'Stille flyder livet' viste sig at være en forrygende oplevelse, som gerne må komme tilbage næste år.
Nå, fredage aftener kan også være noget specielt, så fredagen efter tøffede min kæreste Lis og jeg gennem Vejle.
I Byparken var der denne fredag ikke spektakulært show om Vejles historie, næ her var 5000 unge mennesker i gang med at fejre studiestart.
Parken summede atter engang af liv, og bortset fra de stakkels naboer, der må trækkes med støj og larm, så viste parken atter engang sig som et godt samlingssted.
Lis og jeg har forlængst overstået vores studietid, så vi hørte ikke hjemme i parken, og i stedet luntede vi op gennem gågaderne, hvor vejlenserne sad ude i sensommersolen og drak vin ved caféborde eller de slentrede gennem byen - ganske som vi gjorde.
Vi sugede alle de sidste ud af sommeren, og vi nød alle byens puls.
Vejle er ikke en storby, men lige den sommeraften var den.
Lige der formåede byen at være det, som byer kan, nemlig at være et sted, hvor mennesker samles og skabe en summen.
En bikube af indtryk .
Nå, så blev det mandag formiddag.
Jeg hoppede på cyklen og blæste nedad bakkerne til arbejde. Ovenover mig hang de tungeste skyer, der var så mørke som nylagt asfalt, og nedenfor bakken holdte bilerne utålmodigt i lange rækker.
Og med kolde hænder og næsetip og med vished om at sommeren var langt væk, rakte jeg hånden ud for at vise, at jeg skulle dreje til højre.
Bilisten opdagede de tilsyneladende ikke, så han blev små-mopset og dyttede af mig, da han kørte forbi mig. Flot Mullemand, hvad skulle det til for?
Forude ventede endnu et lyskryds. Endnu en lang række af utålmodige bilister.
Endnu et dyt, dog ikke efter mig.
Blodet gennem byens pulsårer løber nu altså i forskellig tempi.