En halv million kroner fra Friluftsrådet til Hvidovre
Med en rekordbevilling til Quark Centret og ko/fåregræsser foreningen, er borgerne i Hvidovre kommet et stort skridt nærmere et Naturrum på Avedøre Sletten
Centret, der har 18 år bag sig, står til at flytte og med 500.000 kroner fra Friluftsrådet til Quark Centret og Centrets daglige samarbejdspartner, Ko/Fåregræsser foreningen af 2000, er Centret nu kommet et stort skridt nærmere et helt nyt Naturrum, der ventes færdigt i foråret 2014. Naturrummet er på over 200 kvadratmeter og indeholder et fårerum, hvor gæsterne opholder sig blandt fårene samtidig med, at naturvejledere eller foreningens medlemmer fortæller om fårenes liv. Desuden indeholder Naturrummet et foderrum, overdækket terrasse med borde og bænke, toiletter og udendørs køkken. Med andre ord, så får borgerne i Hvidovre med det nye Naturrum en enestående mulighed for at komme helt tæt på naturen. Fra by til land! - Naturrummet er tænkt som en ¿port¿, der markerer overgangen fra by til land, hvor det ikke kun er en indgang til fårene, men til en oplevelse af hele Avedøre Slettens rige flora og fauna. Det gælder for eksempel frøer, salamander, fugle, flagermus, samt diverse husdyr som får, kvier og heste. Derudover er der også hele den kulturhistoriske ramme med Vestvolden, siger Flemming S. Hansen - Naturrummet er et sted, hvor man ikke kun kan se, men også være i blandt og i kontakt med fårene. Vi får et optimalt rum, vi kan formidle fra hele året. Det giver mulighed for at borgerne i Hvidovre får en indsigt i fårenes liv og en bredere forståelse af naturen og dyrelivet, siger Flemming S. Hansen, og fortsætter: - Forståelsen af fårene er nøddeknækkeren til både at forstå hvad dyreetik går ud på, dyrevelfærd og i den sidste ende også hvad det er for noget, vi spiser. I forbindelse med den nye jernbane forbindelse mellem København og Ringsted har det længe været klart, at den gamle gule gård, der udgør det nuværende Quark Center, skulle flytte til den sydlige del af Avedøre Sletten. Byggeriet er langt fremme og det nye center forventes færdigt i januar 2014. I forbindelse med Quarks flytning, fik Flemming S. Hansen og de ansatte i centret den ide, at udvide det nuværende fårehus til det Naturrum, der altså er tæt på at blive en realitet. Flere fondpenge? Den samlede pris for Naturrummet bliver på cirka en million kroner, og ud over de penge, som Friluftsrådet allerede har bevilget, så har Quark Centret også søgt om penge hos andre fonde. Max Fodgaard fonden har meddelt, at de vil bevilge 20.000 kroner og Centret forventer i slutningen af oktober, at få besked fra de andre fonde. I forbindelse med etableringen af det nye Quark, har Hvidovre kommune afsat et beløb til et nyt fårehus. - Hvis alt går som forventet, så regner vi med, at det nye Naturrum står færdigt sammen med det nye Quark Center i foråret 2014, slutter en glad Flemming. S Hansen. obs.