Ny storsponsor varsler nye tider for travbanen
Dansk Travderby har fået ny sponsor for travderbyet, og det er ifølge Charlottenlund Travbane selv "mindst en fordobling af tidligere derbysponsorater"
Med en ny ledelse i vinter er der måske nye tider på vej for Charlottenlund Travbane.
Et af de første tegn på det, er den nye sponsoraftale, som travbanen netop har indgået med DFDS Seaways, der fra i år sponsorerer løbsweekenden Dansk Travderby i Lunden.
Nicolai Kaas, salg og eventmanager for travbanen, vil ikke ud med et præcist beløb, men det er et anseeligt beløb, som skibsgiganten lægger i Charlottenlund.
"Det er i hvert fald en fordobling af tidligere derbysponsorater", siger han.
Udover selve sponsoratet indeholder aftalen også en række samarbejdsinitiativer, som skal skaffe flere mennesker på travbanen.
"Forhåbentlig kan vi generere nogle mennesker på deres båd, og de kan generere nogle mennesker på vores travbane. Det gør, at der måske kommer nogle nordmænd og svenskere herned", forklarer Nicolai Kaas.
Charlottenlund Travbane vil fremover i samarbejde med DFDS SEaways arrangere travture til løb i Norge og Sverige, ligesom travbanen kan bruge DFDS' skibe til sponsorarrangementer og lignende.
Der er tale om et moderne sponsorat, som der vil komme flere af i fremtiden, vurderer Nicolai Kaas. Sponsorerne er mere samarbejdspartnere og får ikke blot deres navn på et skilt, fortæller han.
"De er her, ikke fordi de bare er travelskere, men fordi de kan se, de får noget ud af det som forretning", siger salgschefen.
Dansk Travderby i Lunden afholdes den 26.-28. august.