Randers Kommune vil give husly til flagermusen
I Randers vil man nu hjælpe med at redde flagermusen.
De små flyvende pattedyr er på listen over truede arter, og det har fået Randers Kommune til at forsøge at skaffe dem husly i kirkerne.
Vi har kortlagt leveforholdene for flagermus i samtlige 59 kirker i kommunen, fortæller sektionsleder Rikke Gilling.
Kommunen har aftalt med et arkitektfirma, der står for mange kirkerenoveringer, at de tager hensyn til flagermusene i deres projekter, for eksempel ved at lade gamle skorstenspiber stå åbne. På den måde kan dyrene flyve ud og ind fra loftet.
Desuden vil Randers Kommune sende en folder ud til samtlige menighedsråd med gode råd om, hvordan de kan hjælpe med at bevare flagermusen.