Åben for forslag om parkering
Borgmester Marie Stærke understreger, at man er åben for alle muligheder omkring udviklingen af parkeringssituationen i Køge bymidte.
KØGE: Oplægget til en ny parkeringsstrategi for Køge har vakt stor bekymring hos Køge Handelsstandsforening og andre interessenter på grund af udsigten til det, man i foreningen opfatter som en væsentlig forringelse af parkeringsmulighederne, hvis strategiens indhold føres ud i livet - blandt andet på grund af nedlæggelse af en række helt centrale p-pladser.
Men byrådet er endnu langt fra at have lagt sig fast på en plan, siger borgmester Marie Stærke, som understreger, at man er åbne for idéer til, hvordan parkeringsmulighederne i Køge kan indrettes fremover.
- Vi skylder at se på alle muligheder. Jeg forstår bekymringen, for enhver forandring er svær; især i en krisetid, og det er vigtigt, at vi får talt sammen om den bedste løsning. I den forbindelse er det vigtigt at slå fast, at der lige nu kun er et udkast til en plan - der er ikke truffet nogen beslutning endnu. Der venter en høringsproces efter sommerferien, siger Marie Stærke. I den forbindelse er der blandt andet lagt op til et borgermøde.
Det er først og fremmest Køge Kyst-projektet, som vil tilføre en række nye butikker til Køge, der har nødvendiggjort en række ændringer i parkeringsmulighederne. Marie Stærke fremhæver Køge Kyst som en nødvendighed for at styrke Køge som en aktiv handelsby i en stadig skærpet konkurrence fra ikke mindst centre.
- Vi er nødt til at udvide for stadig at være attraktive. Det er først, hvis vi ikke gør noget, at vi risikerer, at det går nedad bakke, siger hun.