Forsøg med pigge mod spøgelsesbilister
Nye former for pigge, der skal standse spøgelsesbilister, har en god mulighed for at blive afprøvet i Østjylland.
Efter flere farlige hændelser med spøgelsesbilister på motorvejen i Østjylland og ikke mindst efter en fuld bilist kørte 57 kilometer mod kørselsretningen på motorvejen ved Århus, har det lokale Østjyske folketingsmedlem fra Venstre, Michael Aastrup Jensen, taget kontakt til transportministeren.
Det er sket for at få igangsat et forsøg med pigge i Østjylland, der standser biler, der kører ned ad den forkerte rampe til motorvejen.
Michael Aastrup Jensen har nu haft et konstruktivt møde med transportminister Hans Christian Schmidt om sagen, og han har lovet at tage sagen op i forligskredsen, således Østjylland også kan blive omfattet af forsøget med piggene.
Det østjyske folketingsmedlem er derfor optimistisk, for han kan ikke forestille sig at noget af forligspartierne skulle være imod.