To anholdt efter indbrud i spejderhytte
Fire personer blev i aftes ved 23-tiden opdaget af et vidne, da de lavede indbrud i en spejderhytte i Ørsted.
Indbruddet skete på Toftevænge, men da politiet ankom var gerningsmændene netop forduftet. Kort tid efter fandt patruljen dog deres bil ved et skovstykke på Ørsted Kærvej, hvor de netop havde brudt et par pengekasser fra spejderhytten op.
Tre af gerningsmændene stak af, mens en fjerde der sad på bagsædet blev anholdt. Da politiet gjorde opmærksom på at hundene ville blive sat ind gav yderligere en person sig til kende. De sidste to gerningsmænd flygtede, men politiet ved hvem de er.
De anholdte er 17-årig pige og en 21-årig ung mand fra lokalområdet. Manden blev også sigtet for at være i besiddelse af en ulovlig kniv.