Minister ser positivt på videreførelse af fragtrute
Transportminister Hans Christian Schmidt er optimistisk forud for mødet i morgen med partiernes trafikordførere omkring en videreførelse af fragtruten mellem Aarhus og Kalundborg.
Molslinien har besluttet at lukke ruten til september, og færgerne er allerede solgt. Det kommer til at betyde, at 250.000 lastbiler årligt skal tage turen ad motorvejen over Storebælt.
Ministeren har holdt møde med borgmestrene fra Aarhus og Kalundborg samt en repræsentant for vognmandsfirmaet Frode Laursen, og her har borgmestrene lovet at se på mulighederne for at bidrage med en større del af havneudgifterne.
Vognmandsfirmaet er også med på, at vognmandsfirmaerne må påtage sig en større del af udgifterne, og nu vil ministeren se på, om staten kan bidrage med at skabe bedre adgangsveje.