Danish Crown-formand åben over for eksterne investorer
Det er nødvendigt med ekstern kapital og nye aktionærer udefra, hvis Danish Crown med hovedkontor i Randers skal udvikle sig.
De danske landmænd, som ejer selskabet i dag, har ikke kræfter til selv at stille med den nødvendige kapital til fremtidig vækst.
Det mener formand Niels Mikkelsen, der dog i Børsen understreger at det er hans personlige holdning. Der er således ikke truffet beslutninger om det i hverken Danish Crowns bestyrelse eller i repræsentantskabet.
Ifølge Niels Mikkelsen er den eksterne kapital et krav, hvis slagteriselskabet skal være blandt de to-tre europæiske kødgiganter, som kommer til at sidde på markedet i fremtiden.