Hvis skyld er væksten?
Forleden fik vi en af de bedste nyheder i længere tid. Væksten var tilbage, og nye oplysninger viste, at der faktisk også havde været vækst i årets første tre måneder – om end en beskeden en af slagsen. I rød blok var det svært at finde en grimasse, der kunne passe, for Helle Thorning-Schmidt havde fortalt danskerne, at vi var på vej ud i en slem krise, og at det var regeringens skyld.
Faren for en økonomisk nedtur på internationalt plan er bestemt ikke drevet over, og indtræffer den kan Danmark ikke undgå at blive ramt. Vi er imidlertid godt forberedt, idet vi betalte vores gæld af i de goder tider og holdt igen på pengene, da Socialdemokraterne og SF krævede, at vi skulle hælde milliarder ud i samfundet.
Til trods for, at væksten i foråret alene var på en procent, er det sammenlignet med de øvrige europæiske lande noget af en solstrålehistorie og i forhold til Europas traditionelle vækstlokomotiv, Tyskland, er vores vækst ti gange højere. Joh, det skuffer bestemt til den gode side, som landmanden ville sige!
Socialdemokraternes leder og de øvrige politikere i rød blok glæder sig forhåbentligt over de gode nyheder, men det må trods alt være noget af en streg i regningen, når nu de har ført valgkamp på, at Venstre sammen med vores regeringspartnere har kørt Danmark i sænk.
Helle Thorning-Schmidts løjtnant, Morten Bødskov, havde da også svært ved at forklare sig, da han i 22-Nyhederne blev foreholdt de gode nyheder. Kønt så det ikke ud, da han gjorde rede for partiets økonomiske plan og lovede 18.000 ekstra arbejdspladser på et år, for i andet kvartal var der blevet omkring 5000 flere af slagsen – helt uden hans og rød bloks krise medicin.
Socialdemokraterne og SF har et forklaringsproblem. Om de også i denne situation vil spille sikkert og skyde skylden for deres egen fadæse på regeringen, skal jeg lade være usagt, men så længe andet er bevist, vil jeg holde fast ved, at Venstre sammen er flertal i Folketinget har ført den helt rigtige økonomiske politik!