Genkender du dette pengeskrin?
Lokalpolitiet i Helsingør mangler ejeren til et pengeskrin der blev indleveret i foråret
Lokalpolitiet i Helsingør fik den 7. april 2011 indleveret et noget ramponeret og skrammet pengeskrin indeholdende et mindre kontant beløb bestående af ikke længere gangbare sedler og mønter, som man nu efterlyser en ejer af.
Er pengeskrinnet dit?
Det ramponerede pengeskrin blev indleveret efter at være blevet fundet liggende på taget af Nordvestskolen, oplyser politiet til Lokalavisen.dk/Helsingør.
Genkender du pengeskrinnet, og er du den længe savnede ejer, eller har du en idé om, hvem ejeren er, hører lokalpolitiet meget gerne fra dig.
Lokalpolitiet i Helsingør kan kontaktes ved personlig henvendelse på politigården i Helsingør på adressen Prøvestensvej 1.
Det er også muligt at ringe på telefonnummer: 114