Borgerne har krav på bedre indsigt i det offentliges regnskaber

Mens alle erhvervsdrivende skal aflevere et retvisende og forståeligt regnskab, så kan eks. kommuner og regioner slippe med at levere regnskaber, ingen har en chance for at forstå eller se konsekvenserne af. Det bør være en klar opgave for det nye Folketing at skabe en lovgivning om regnskabsregler i den offentlige sektor, så borgerne kan se, hvad de får – eller måske  ikke får – for deres skattekroner.

År ud og år ind sidder kommunal- og regionsrådspolitikere og diskuterer budgetter. Hvem skal  have sparekniven denne gang? Hvilke områder skal prioriteres højere end andre? Kan vi skabe et forlig? Samtidig sidder borgerne og bliver tæppebombet med den ene mellemregning efter den anden, og de  fleste når at blive forvirrede og dernest opgivende. Når budgettet så først er i hus, kører den økonomiske mølle. Men når regnskabet skal gøres op, så slipper politikere og embedsfolk ansvaret fuldstændigt med komplet uforståelige og usammenlignelige regnskaber for lægmand.

Blev budgettet opfyldt? Blev der under- eller overbudgetteret? Flyttede man penge fra de ældre ud på de hullede veje – eller omevendt? Ingen, absolut ingen uden dyb regnskabsmæssig forståelse i den offentlige sektor ved, hvordan disse regnskaber skal læses og tolkes. Og den går ikke i en verden, hvor vi kræver af hinanden, at vi skal kunne dokumentere ned til mindste detalje og for hver eneste papirclips. Den selvstændige erhvervsdrivende kan ikke slippe med uigennemskuelig regnskabsdata overfor SKAT, og den store virksomhed kan ikke skabe tillid hos investorerne på børsen, hvis der ikke foreligger standardiserede regnskaber og tykke årsrapporter, hvor ledelse og bestyrelse fortæller om virksomheden.

Og hvorfor betragter vi ikke borgerne som investorer i vores samfund? Gennem netop deres skattekroner skaber vi et fælles nationalt, regionalt og lokalt samfund, hvor vi som politikere er valgt til at forvalte disse penge til fællesskabets bedste. Derfor har vi som politikere et pokkers udvidet ansvar for også at råbe op, når vi kan se, at borgerne ikke får en levende mands og

kvindes chance for at følge med i forvaltningen. Det undrer mig såre, at ingen folketings-politikere til dato har været ude med dette budskab eller har taget initiativ til en lovgivning på dette område.
Jeg vil arbejde for, at dette væsentlige problem bliver til en af  C’s  mærkesager i den kommende folketingssamling.