20 år med Tusindfryd
Jubilæum blev fejret med stor fest
Hoppeborge, flødebollekast, modeshow og massevis af dans og musik.
Det var et brag af en sommerfest, da Børneinstitutionen Tusindfryd onsdag aften fejrede institutionens 20 års jubilæum.
Institutionens mange børn og deres forældre havde dagen igennem krydset fingre for at regnen ville blive borte, og de mange krydsede fingre blev tilsyneladende hørt af vejrguderne.
I hvert fald var der hyggelig spisning på picnic-tæpper på fodboldbanen efterfulgt af flot og god underholdning for de glade børn.
Tusindfryd holder hvert år en stor sommerfest, men i år var der altså skruet lidt op for underholdningen på grund af 20 års jubilæet.