Grøn trivselsdag på Ejby skole
EJBY: Morgengymnatik, meditation, massage, bevægelse, velvære- og økocafe, fællessang, udsmykning af fællesrum, billedværksted, læsehule og musikhistorier var indholdet i Trivselsugen på Ejby skole.
Kulminationen på denne fantastiske uge var endnu en trivselsdag med instruktører fra Gerlev Idrætshistorisk værksted den 1. september.
Trivselsdagen var sprængfyldt med sjove, fysiske aktiviteter som satte fokus på det gode samvær og trivsel.
Årgangene 3., 4. og 5 klasse blev blandet på kryds og tværs. I løbet af dagen blev der serveret økologisk sund mad og drikke, som 5 klasserne havde tilberedt i løbet af ugen. Den grønne trivselsdag er støttet af Agenda 21 Køge.
Målet med alle aktiviteterne var at højne trivslen og det sociale miljø for elever og lærere på mellemtrinet , at styrke det tværfaglige arbejde, at opnå større samarbejde og flere relationer på tværs af klasser og årgange og at forbedre det aktive og sociale miljø i frikvartererne.
- Vores succeskriterier var at mobning og drillerier i frikvarteret skulle begrænses og at frikvartererne skulle få nye varige aktiviteter og indhold. Endvidere ønskede vi at eleverne kunne arbejde på tværs af klasser og årgange, at lærerne skulle blive bedre til at supervisere hinanden og samværet skulle styrkes og at sporet skulle få mere mod på at afprøve holdundervisning. Til stor glæde for alle, har vi opfyldt vores succeskriterier. Velvære og trivsel på Ejby skole vil forsat prioriteres, som en naturlig del af hverdagen, fortæller Hanne Hilding på vegne af Ejby skole.