Forvirret mand bragt tilbage til sygehuset
Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi for tidsrummet fra mandag den 29. august kl. 07.00 til tirsdag den 30. august kl. 07.00.
KØGE: En 67-årig mand fra Sydsjælland, der er indlagt på Køge Sygehus, havde åbenbart besluttet at give sig selv lidt udgang og frisk luft tirsdag morgen.
I hvertfald fik politiet kl. 05.12 en anmeldelse om at der i Ølby Centret i Køge gik en forvirret mand rundt i en hvid badekåbe.
Politiet fandt hurtigt manden, som ´standsmæssigt blev kørt tilbage til sygehuset.
Butikstyveri – Køge.
Kl. 10.54 anmeldte skotøjsforretningen Tamaris på Nørregade i Køge, at en kvinde på 40-45 år med rødt hår og kasket, i forretningen havde købt et par støvler. Imidlertid stjal hun også to støvler og forlod butikken. Måske blev kvinden senere lidt overrasket over sit bytte, for støvlerne var begge til venstre ben.
Færdselsuheld – Køge.
Kl. 15.20 skete et færdselsuheld på Bag Haverne i Køge. En 25-årig mand fra Køge kørte i en personbil ad Bag Haverne mod nord. I krydset med Ivar Huitfeldtsvej svingede han til venstre, men overså tilsyneladende en modkørende personbil, ført af en 20-årig mand fra Køge. Bilerne stødte sammen med materiel skade til følge. Der skete heldigvis ingen personskade.
Fund af påhængsmotorer – Solrød Strand.
Kl. 15.51 ringede en mand til politiet og fortalte, at han i noget buskads ved Cementvej i Solrød Strand havde fundet to bådmotorer gemt bort under blade. Det drejede sig om en Suzuki Four Storm, 150 hk. og en Mercury Optimex, 90 hk. Politiet hentede motorerne, men ingen af dem var meldt stjålne. Skulle nogen dog savne dem, kan man henvende sig til lokalpolitiet i Karlslunde. Ring 114.
Indbrud i lejlighed – Solrød Strand.
Mandag aften kl. 18.44 blev til politiet anmeldt indbrud i en lejlighed på Birkeholmen i Solrød Strand. Hoveddøren blev brudt op, og der blev stjålet køkkenredskaber, tøj, tæpper og sko, samt meget andet, der endnu ikke er opgjort. Et vidne så to mænd på 20-25 år forlade stedet. Én af dem var karseklippet og iført sort jakke af mærket Nike og lyse bukser. Den anden var iført rød Adidas jakke. Begge var af udenlandsk herkomst.
Brandundersøgelse – Greve.
Kl. 00.15 kørte politiet til Digehuset i Greve, hvor man blev generet af en gruppe unge, der fræsede rundt på knallerter. Et vidne så samtidig flammer på stien under Godsvej. Det var en knallert, der brændte. Politiet traf ingen personer på stedet, men undersøger nu, hvem der satte ild på knallerten.
pm