Færre smerter og øget livskvalitet
Nyt kursus skal lære dig at leve med kroniske smerter.
KØGE: Færre smerter og øget livskvalitet er nogle af de ting, man kan opnå på kurset ”Lær at tackle kroniske smerter”. Her underviser borgere med kronisk smerter andre borgere med kroniske smerter eller deres pårørende i selv at klare hverdagen.
Køge Kommune tilbyder som noget nyt kurset ”Lær at tackle kroniske smerter”. Programmet understøtter smertebehandling og er et supplement til andre behandlinger. Kurset giver dig redskaber til at koordinere de ting, der er nødvendige for at tackle hverdagen og vil være med til at holde dig aktiv på trods af smerterne.
- Det glæder mig at Køge Kommune nu har fået et tilbud til borgere med kroniske smerter. Især for at højne den enkeltes livskvalitet, men også for økonomiens skyld, siger Social og Sundhedsudvalgsformand Randi Hansen og henviser til, at 70-80 procent af ressourcerne i det samlede sundhedsvæsen anvendes til mennesker med kroniske sygdomme.
Selve kursusindholdet er udviklet ud fra modellen til kurset ”Lær at leve med kronisk sygdom” fra Stanford Universitet i USA. Smerteprogrammet er gennemført og afprøvet i Canada og undersøgelsen viser, at kursisterne oplever færre smerter, er mindre afhængige af andre, mere aktiv i hverdagen og oplever øget livskvalitet.
Komiteen for Sundhedsoplysning gennemtester nu programmet i Danmark. På kurset arbejdes blandt andet med følgende emner: redskaber til at håndtere frustration, træthed, social isolation og dårlig søvnkvalitet; fysisk træning og hvile; rigtig brug af medicin; god kommunikation med familie, venner og sundhedspersonale; sund kost; vurdering og valg af nye behandlingsformer.
Det er et afgørende princip, at det er 'patienter', der underviser 'patienter'. Instruktøren ved altså, ‘hvor skoen trykker', og hvordan det føles, når sygdom sætter begrænsninger i hverdagen. Ud over at kende problemerne indefra, har instruktørerne gennemført en systematisk uddannelse, der gør dem i stand til at lede kurset.
Hvis du er borger i Køge Kommune og har kroniske smerter, som har varet 3-6 måneder eller mere kan du deltage i kurset som strækker sig over 6 mødegange.
Informationsmøde afholdes den 5. september kl. 16.30-17.30, Køge Rådhus, personalekantinen, Torvet 1, Køge. Alle er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.
Kurset holdes i Teaterbygningen i Køge og forløber over følgende seks mandage i tidsrummet kl. 13.30-16.00: 26. september, 3., 10., 24. og 31. oktober samt 7. november.
Tilmelding til selve kurset sker på informationsmødet.
Kurset kræver ikke henvisning fra egen læge. Kurset er gratis, men det forudsættes at lærebogen ”Patientuddannelse - lær at leve med kronisk sygdom” anskaffes. Bogen kan købes for 160 kr. på kursets 1. mødegang.
pm