Valgkamp dag 4 - Hverdag igen (næsten)
Mange siger at dagen i dag er første dag i hele valgkampen, da weekenden ikke tæller med. For mig er det til gengæld første dag af mange hvor jeg udover at være i valgkamp også skal passe mit fuldtidsarbejde som IT Chef i en international hotelkæde. En forretning der kører 24 timer i døgnet syv dage om ugen.
Men inden det sendte jeg min store datter på lejrskole på Fanø. Hun får helt sikkert en sjov og oplevelsesrig uge, men hun bliver savnet herhjemme. Jeg glæder mig allerede til at se hende fredag.
Jeg nåede at sige godmorgen til en række passagerer på Borup station i morges og dele nogle flyers ud. Det giver god respons og noget jeg vil gøre hver morgen forskellige steder i min valgkreds. I morgen har jeg hjemmebagte boller med til de første. Jeg tror på det giver god tilbagemelding også.
I morgen starter jeg på træning på Roskilde Sygehus efter min blodprop tilbage i Kristi Himmelfartsdag. I morgen er det bare almindelig træning.
Arbejdsdagen byder på en medarbejdersamtale og et møde med min chef. Derudover skal jeg skrive en kontrakt under med en IT supporter elev som faktisk er startet og møder for alvor op i januar 2012.
Det er første gang jeg prøver at have en elev i afdelingen og jeg føler at firmaet og den lille IT afdeling jeg er chef for, gør det som samfundet beder os om. Vi viser socialt ansvar ved at tage en elev ind.
Jeg håber at slippe fra jobbet inden kl. 15.00 hvor eftermiddagen så går med endnu flere plakater der skal sættes op og endnu flere vælgere jeg skal hilse på.
Jeg har fået booket de første to valgmøder og glæder mig vanvittigt til dem begge. Det bliver spændende at fremføre Liberal Alliances argumenter på Greve Gymnasium og på Tapperiet i Køge.
Politisk er det mest opsigsvækkende at S og SF nu vil have fuld pengene i kassen før de kan/vil indfrie de mange valgløfter de har afgivet. En sund holdning. Penge skal være der før de kan gives ud. At være ansat i en privat virksomhed viser hvor vigtigt det er at have fokus på økonomi hele tiden.
Liberal Alliance har ikke bare en løsning til hvordan vi kan få skab vækst, men også at vi kan anvise hvordan vi får finansieret den offentlige velfærd frem til 2020. Det er der ingen andre partier der gør. Rent faktisk er der ingen der rigtig vil diskutere vores plan. Det er som om der er berøringsangst overfor den fordi de måske godt ved vi har fat i den lange ende ? Jeg glæder mig i hvert fald til at debattere økonomi på valgmøderne.
Jeg slutter af med to kommentarer fra Borup Station som viser hvor vigtigt det er at møde vælgere:
"Godmorgen, kan jeg friste med et bolche" ?
"Nej tak, der skal mere end et syrligt bolche til at skylle jeres politik ned"
"Men, det er slet ikke syrligt, det smager af pebermynte og er dejlig frisk".
"Jeg tror det er ligegyldigt hvad det smager af!".
"Nå, men ha' en god dag".
"Godmorgen, et bolche til lommen ?"
"Nej, tak men jeg vil mægtig gerne have en brochure. Tusind tak, og held og lykke i den videre valgkamp".
Kontraster mødes, men sådan er politik.
Det eneste syrlige bolche jeg får i morgen er at jeg ikke når til Gentofte og se HB Køge spille. Det ville jeg gerne, men jeg må nå næste pokalrunde. Jeg kan ikke forestille mig HIK kan blive en opgave for gutterne i sort og blåt og så må jeg være klar til næste pokalrunde.
Bliv ven med mig på facebook: www.facebook.com/larsen.rolf.