Dårligt hørende udelukkes fra demokratiet
Åbent brev til samtlige partier og deres folketingskandidater
I Danmark har ca. 800.000 mennesker høreproblemer. Heraf bruger over 300.000 høreapparat. Disse borgere er afhængige af tre ting for at følge med i debatten op til folketingsvalget: Teleslynge, tekstning og taledisciplin.
Derfor opfordrer Høreforeningen arrangørerne til at I holder valgmøder i lokaler med teleslyngeanlæg, at I bestiller skrivetolk og at alle talere holder en god taledisciplin, dvs. at de ikke afbryder eller taler i munden på hinanden, samt udelader den evindelige strøm af udenlandske, særligt engelske, udtryk!
Uden dette udelukker I en stor gruppe borgere fra at deltage i demokratiet. Og vi får ikke et, for alle, tilgængeligt folketingsvalg.