Gammel forening får nyt navn
KØGE: Køge Byarkivs Venner er det nye navn for en af Køges gamle foreninger. Foreningen, der før hed Køge-Fondens Venner, har igennem næsten 70 år støttet Byarkivet.
Foreningen blev stiftet i 1943 med det formål at støtte bevaringsarbejdet og Byarkivet i Køge. Byarkivet i Køge drives af Køge Fonden. Venneforeningens bestyrelsen synes dog ikke, at det gamle navn tydeligt nok signalerede foreningens formål. Derfor besluttede foreningen i foråret at skifte navn.
Foreningens arbejde fortsætter altså nu under det nye navn, Køge Byarkivs Venner. Det sker ved afholdelse af møder, foredrag mv.
- Vi har i bestyrelsen haft den oplevelse, at foreningens navn ikke tydeligt nok har signaleret hvad foreningens formål egentlig er. Det nye navn tydeliggør og præciserer foreningens formål som støtteforening for Byarkivet. Vi håber derfor også, at navneskiftet vil bidrage til, at mange flere får øje på Køge Byarkivs Venner og at de vil være med til at støtte arbejdet, udtaler foreningens formand Ole Struer.
Foreningen afholder hvert år aktiviteter som foredrag og rundvisninger. Hvert år er der også en sommerudflugt for medlemmerne.
Medlemmer af Køge Byarkivs Venner modtager som en del af deres medlemskab arkivernes årsskrift Køge Studier. Det indeholder forskellige artikler om Køges historie samt årsberetninger fra Køge Arkiverne. Medlemskabet af Køge Byarkivs Venner giver gratis adgang til Køge Museum med en ledsager.
Alt dette får man for 175 kroner for et medlemskab for en person og 225 for et parmedlemskab.
Køge Byarkivs Venner har netop i disse dage programmet for efterårssæsonen på vej ud til medlemmerne. De kan glæde sig til gode oplevelser med en guidet vandretur langs hytterne i Strandskoven. Der venter også en tur på Køges nye kultursti ”Tråden”, med fortællinger om Søndre Havns historie. Senere kommer foredrag med tidligere Hofjæger, Hans Jacobsen, der arbejdede 42 år i Kongehuset.
Programmet kan allerede nu ses her.
- Det nyeste nummer af Køge Studier, er i øvrigt også i disse dage på vej til trykkeriet og vil inden for den kommende måneds tid blive leveret i medlemmernes postkasser, oplyser arkivar Lars Kjær, Køge Byhistoriske Arkiv.
Interesserede kan læse meget mere om Køge Byarkivs Venner og melde sig ind i foreningen på www.koegearkiv.dk.
pm