Solskinsjazz over Bredekærgård
Der er garanti for sommersol, når Blå Mandag Jazzband med sangerinden Lise Bentzen afslutter jazzsæsonen på Bredekærgård den 4. september klokken 14-18
Det virker godt nok som om sommeren er gået på hæld, og søndag den 4. september er da også sidste chance for at høre jazz på Bredekærgård, når Blå Mandag Jazzband giver koncert fra klokken 14 til 18, hvor der som ved de andre koncerter er gratis adgang.
Ikke desto mindre er der noget at glæde sig til, for de seks herrer i Blå Mandag Jazzband og sangerinden Lisa Bentzen skal nok får solen til at kigge frem - i hvert fald rent musikalsk og i publikums indre humør.
Jazzbandets varemærke er nemlig lige nøjagtig godt humør og smittende livsglæde, når de formidler den gode gamle træskojazz, New Orleans og Dixielandjazz til publikum. Det er vigtigt for Blå Mandag Jazzband, at deres musik og optræden fremkalder smil og glæde - og det er mere reglen end undtagelsen, at publikum får sig et godt grin, når jazzmusikerne slår sig løs på scenen.
Herrerne i Blå Mandag Jazzband har efterhånden en del år på bagen. De fejrede sølvbryllup med udgivelsen af cd’en "Sommersolen Skinner", der også er navnet på en melodi, der er det livsbekræftende centrum i Blå Mandag Jazzbands musikalske tilværelse.