Koncerter, kærlighed og kultur
De næste måneders kulturtilbud i Ishøj er et sandt overflødighedshorn. Det viser plakaten og kulturprogrammet ”Kulturen i Ishøj” for september, oktober og november, der netop er husstandsomdelt af Ishøj Kommune
Ishøj Kommune har længe været en af de danske kommuner, der prioriterer kulturtilbud højt, og borgmester Ole Bjørstorp er derfor også begejstret for de mange tilbud, der venter borgerne i Ishøj i dette efterår.
”I Ishøj Kommune er det vigtigt for os, at der på det kulturelle område er en mangfoldighed på alle områder. Det er ”Kulturen i Ishøj” et godt bevis på, for her kan du finde kulturelle oplevelser indenfor alle de områder, som det er muligt at udøve og vise i Ishøj Kommune. Tag for eksempel teaterforestillinger, der afspejler den udvikling, som dansk teater er inde i for tiden. Eller koncerter med en række kendte danske navne, og alt den levende musik, der præsenteres af de mange elever fra Ishøj Kulturskole, fortæller borgmesteren og fortsætter,
”efteråret i Ishøj byder på oplevelser fra det rige foreningsliv, som vi har i kommunen. Der er oplevelser med spændende forfatternavne og endda ølsmagning med en kendt mand fra tv. Hertil kan vi lægge de mange udstillinger, der findes på Arken. Det er et sandt overflødighedshorn , som vi alle kan fornøje os med i hele efteråret ”, slutter Ole Bjørstorp.
Amerikansk kunst, øl og vikingemarked
Netop 1. september byder Ishøj Kulturskole velkommen til en ny sæson for alle interesserede, og den 3. september åbner Arken Museum for Moderne Kunst særudstillingen ”Warhol & Basquiat” om de to amerikanske kunstnere Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat.
September er også måneden, hvor Ishøj Revyen underholder fra kulturcaféens scenekant i perioden den 9.-17. september, Ishøj Vikingemarked udspiller sig på Ishøj Tange i weekenden den 10-11. september med en særlig koncert med Asynje om søndagen, og Mik Schack og Michael Hardinger kan opleves i Ishøj Kultur Café med henholdsvis foredrag og ølsmagning den 21. september og musik i ”Den Røde Tråd” den 29. september.
Min mormors gebis, Birthe Kosovic og Kulturnat
I oktober kan man opleve Upcomings – altså nye bands på vej til et nationalt gennembrud. Teatersæsonen starter den 7. oktober med den humoristiske musical ”Drømme gennem 100 år” og Bryan Rice Trio giver koncert den 11. oktober. Samme dag som Lene Midtgaard fortæller om sin bog ”Sund baby uden kemi”.
I efterårsferien kan børn deltage i rollespillet ”Eventyret mellem bøgerne” den 18. oktober og producere rollespilssværd den 20. oktober, inden forfatteren Birgithe Kosovic fortæller om sin roman ”Det dobbelte land” den 26. oktober. Fredag den 28. oktober emmer hele byen og centeret af Ishøj Kulturnat 2011, og bare to dage den 30. oktober er der igen teater baseret på Jakob Martin Strids fabelagtige børnebogsklassiker "Min mormors gebis".
Bid, kærlighedsliv og gadekunst i november
I november vender Queen Machine, som mange kender fra en tidligere byhavekoncert, tilbage den 5. november. Der er foredrag med titlen ”Den Nye Tantra – forny din seksualitet og dit kærlighedsliv” den 9. november, og koncerter med Trille og Hush Trio henholdsvis den 10. november og den 16. november.
Prisvindere fra Øresunds Solist, Berlingske Konkurrence og Steinway Festival optræder på Ishøj Kulturskole den 21. november, og det er samme dag som Ishøj Bibliotek markerer sig i BITE – Bibliotekernes Temauge med en uge med aktiviteter og workshop med digteren Morten Søndergaard, billedkunstner Annika Øyrabø og og formidlingsbureauet STREETHEART, der arbejder med gadekunst.
Hold øje med kulturen
Det skal nok blive et kulturelt mangfoldigt efterår i Ishøj, for der er mange, mange flere arrangementer, koncerter og kulturtilbud end de her nævnte. Det kan derfor anbefales at holde øje med Ishøj Kommunes hjemmeside og kulturportalen www.detskeriishoj.dk eller hente en ny udgave af ”Kulturen i Ishøj”, hvis den netop husstandsomdelte udgave er forsvundet.
”Kulturen i Ishøj” for perioden september, oktober og november kan hentes i Ishøj Biblioteks midlertidige Biblioteksbutik eller i Ishøj Kultur Café, hvor den ligger fremme. Borgere, der ikke selv har mulighed for at hente programmet, kan rekvirere det på telefon 43 57 71 28 eller på e-mail: ishojkulturcafe@ishoj.dk.