Naturens Dag på Vestegnen
Naturens Dag kommer til Vestvolden søndag d. 11. september
Besøg Brøndby Naturskole og Quark Centret i Hvidovre, og prøv kræfter med nogle sjove, hyggelige og anderledes naturoplevelser!
Naturens elementer sættes i spil, når børn og voksne anden søndag i september får lejlighed til at boltre sig til vands, til lands og i luften i anledning af "Naturens Dag på Vestegnen".
Arrangementet er en del af den landsdækkende event "Naturens Dag", der er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets mærkedag for naturoplevelser.
- Ved Vestvolden, lige ved voldområdet mellem Brøndby og Hvidovre, kan du få fuld fart på og udforske Avedøresletten og Brøndby-skoven i forskellige GPS- og naturløb. Eller du kan nyde omgivelserne mens du får en tur i hestevogn. Lav bålmad i det fri, og lær at lave dit eget legetøj ud af ting fundet i naturen. Du kan også deltage i den store fotokonkurrence for både børn og voksne. Tag det bedste billede på dagen og vind fine præmier, lyder det fra Hvidovre Kommune.
Arrangementet finder sted ved både Brøndby Naturskole og Quark Centeret i Hvidovre på Stavnsbjerggårdvej søndag den 11. september fra kl. 11-16. Der er fri entré.