Køge Festuge er igang!
KØGE FESTUGE: Den syvende udgave af Østsjællands største fest under åben himmel, Køge Festuge 2011, er i gang.
Traditionen tro startede festugen søndag med et kæmpe Antik- og Kræmmermarked i Brogade, på Torvet og på pladsen foran Skt. Nicolaj skole i Nørregade - som var tilegnet børnenes eget loppemarked.
Arrangementet trak som de foregående år rigtigt mange folk til fra nær og fjern.
- Det var rigtigt godt besøgt, masser af mennesker og rigtig god stemning. Jeg har snakket med mange af stadeholderne og de var rigtigt godt tilfredse med salget. Mange har ytret ønske om at være med igen næste år, og det alene er jo et udtryk for tilfredshed, siger en tilfreds Freddy Madsen fra Lions Club Køge, som igen stod bag Antik- og Kræmmermarkedet.
Ialt 130 stadeholdere var samlet i Køge by denne sidste søndag i august, og de kunne heldigvis - på nær en stor byge der trak ind over byen ved 10.30 tiden - glæde sig over at det ellers holdt tørvejr.
- Børneloppemarkedet i Nørregade gik også godt. Men måske skal vi tænke over at skære et par timer af dette næste år. Mange af børnene var trætte til sidst. Det er også lang tid for dem at stå og sælge fra kl. 9 morgen til kl. 16. Så der har vi lidt at tænke over til næste år. Men de var tilfredse og mange af dem har da nok også scoret nogle rare lommepenge, siger Freddy Madsen, der også kan glæde sig over økonomien i arrangementet.
- Regnskabet er ikke gjort op endnu, men det ser fornuftigt ud, og der er ingen tvivl om, at der bliver en god skilling til Køge Festuge, slutter Freddy Madsen.
Grand Prix helte og showband
I dag, mandag er så åbningsdagen for Køge Festuge 2011. Kl. 17.30 går borgmester Marie Stærke på scenen for officielt at åbne festugen.
Kort efter går Køge Showband på scenen og aftenen sluttes af kl. 19.45, hvor forårets danske indslag ved det internationale Melodi Grand Prix i Düsseldorf, "A Friend in London" vil underholde - helt givet med bl.a. grandprix hittet "New Tomorrow" på programmet.
Velkommen til Køge Festuge 2011.