Kulturcaféen udstiller igen
Den 13. august slår Ishøj Kultur Café dørene op for den første af efterårets kunstudstillinger. Denne gang udstiller to kunstnere sammen. Det er Ulla Irene Nielsen og Preben Holmgren
Ishøj Kultur Café åbner efterårets række af kunstudstillinger med at vise værker af Preben Holmgren, en autodidakt kunster fra Nørrebro og Ulla Irene Nielsen, der har malet i 20 år. Der er fernisering på udstillingen den 13. august klokken 15.00-16.30 i Ishøj Kultur Café, Ishøj Østergade 28, hvor alle er velkomne.
Preben Holmgren har det meste af sit liv arbejdet med kunst i forskellige udtryksformer spændende over skulptur, keramik, sølv, glas, multimedie med mere. Han arbejder både med akryl og olie alt efter, hvordan udtrykket skal være.
Udgangspunktet er det abstrakte udtryk, som udspringer fra Preben Holmgrens trang til at få lys, dybde og transperens til at skabe en harmoni og mening i billedet. Drama og bevægelse er også virkemidler, der indgår i Preben Holmgrens kunst.
For Preben Holmgren er det vigtigt, at den enkelte tilskuer vil opleve det enkelte billede som en lille historie, der skabes i vedkommendes eget hoved, og som gerne må være meget forskellig fra andres opfattelse.
Ulla Irene Nielsen benytter en ide om en figur eller nogle farver som udgangpunkt i sine malerier, og herfra maler hun intuitivt:
”Nogle gange er det som om billedet maler sig selv,” siger Ulla Irene Nielsen.
Hun har malet i 20 år og synes, at det vigtige i processen er at give slip og følge med. Ikke mindst er det vigtigt for hende at følge udviklingen i de enkelte malerier samtidig med, at hun nyder at være på det fristed, hvor man er, når man maler.