Aftenåbent i flot sommervejr
KØGE: Sommerudsalget er på sit højeste i Køge. Og onsdag aften bød Køge Handelsstandsforening og dens mange hyggelige og velassorterede butikker indenfor til den årligt tilbagevendende aftenåbent, hvor butikkerne havde ekstraordinært åbent helt til kl. 22.00.
Når man kigger på, at netop uge 29 er den største af alle ferieuger i Danmark, var der mange der på denne meget flotte sommeraften der havde trodset grillhygge i haven og andre sommeraktiviteter, for at drage en tur til Danmarks bedste handelsby og kigge nærmere på de gode tilbud, som butikkerne havde annonceret med i dagene op til aftenåbent arrangementet.
Mellem indkøbene hyggede folk sig med kulinariske oplevelser i byens mange caféer og restauranter, og på Køge Torv var Pølsekiosken og Kaffe- og ispavillonen klar med et helt specielt sommeraftentilbud - en grillet specialpølse fra Pølsekiosken og en softice fra Kaffepavillonen - for blot 40 kr. Det var der mange der benyttede sig af.
Fotograf Dino Svenningsen var også et smut til aftenåbent i Køge by - og fik bl.a. disse stemningsbilleder med hjem.
pm