HK vil styrke regionerne med flere opgaver
JOB: Regionerne skal ikke afvikles, men udvikles på områder som miljø, turisme og kollektiv trafik, foreslår HK/Kommunal.
HK/Kommunal, der repræsenterer 14.000 ansatte i de danske regioner, henvender sig nu til samtlige medlemmer af Folketingets Kommunaludvalg med en række forslag til opgaver, der ifølge fagforeningen kan varetages langt bedre, hvis de ligger i regionerne.
Om baggrunden for initiativet siger formand i HK/Kommunal, Bodil Otto, at der hverken økonomisk, administrativt eller politisk er noget som helst, der taler for, at det er en god idé at slagte regionerne.
- Jeg ser derimod meget fornuft i, at netop regionerne bliver styrket på de områder, der i dag lider under for små enheder i kommunerne. På flere områder har kommunerne nemlig ikke den faglige ballast, der skal til, for at give borgere og virksomheder en optimal service, siger Bodil Otto.
Blandt de områder, hvor udfordringerne går på tværs af kommunegrænser og dermed kan varetages af regionerne, nævner Bodil Otto det specialiserede socialområde med tilbud til handicappede og hjerneskadede.
- På miljøområdet er der også en række opgaver, der efter min bedste overbevisning ligger bedst i en enhed, der rækker ud over kommunegrænsen. Og så er det oplagt at styrke regionerne på områder som erhverv, turisme og kollektiv trafik, hvor mange yderområder i dag udsultes, siger Bodil Otto.
pm