Aspekter af Køges maritime historie
Udstilling i Den Gule Hal på Strandpromenaden i Køge.
UDSTILLING: Køge Museum åbner en nye udstilling i den Gule Hal på Køge Havn.
Det sker lørdag den 20. August kl. 14.00, i forbindelse med det store arrangement "Søndre Havnedag".
Køge Museum åbner dørene op for den nye udstilling på Køge Havn i den Gule Hal, Strandpromenaden 1.
- Udstillingen satser på at vise aspekter af Køges maritime historie. Den ene del af udstillingen omhandler slagene i Køge Bugt. Her fortælles om søslagene i 1677 og 1710. Det første søslag i Køge Bugt fandt sted den 1. juli 1677, hvor Danmark var i krig med Sverige. I udstillingen vil publikum kunne beundre den meget store og flotte model af linieskibet Christianus Quintus, der deltog i slaget i 1677. Modellen er bygget af Køge Maritimt Aktivitetscenter, som har brugt ti år på arbejdet, fortæller museumsinspektør Inge Christiansen.
Det andet slag i Køge Bugt i 1710 kulminerede med forliset af linieskibet Dannebroge, hvor hen ved 600 søfolk omkom, da skibet eksploderede. Brudstykker af skibets broncekanoner, rigningsdele og andre genstande udstilles i museets nye permanente montrer.
Den anden del af udstillingen omhandler Køge som værftsby. I tiden under og efter første verdenskrig blev der oprettet hele to nye skibsværfter i Køge. Det ene, A/S Køge Værft, Skibs- og Maskinbyggeri byggede stålskibe, det andet A/S Codanværftet satsede på utraditionelle skibe; nemlig firemastede skonnerter af træ, men også noget så revolutionerende for tiden som skibe bygget af jernarmeret beton.
Værftseventyret endte dog med at begge skibsværfter gik konkurs, og Køge så desværre aldrig den store drøm realiseret, om at blive en af landets ledende skibsværftsbyer. Udstillingen fortæller bl.a. om værfternes historie, skibene og deres skæbne, arbejdernes liv og om de spor som værftsperioden, om end kort, har efterladt sig i Køge by.
Udstillingen kan fremover ses torsdage kl. 10-15, hvor der er gratis entre. Grupper kan evt. bestille en rundvisning – også på andre tidspunkter - mod betaling hos museumsinspektør Christian Lemée, på tlf. 2849 1116.
pm