Højelse-lærere på skolebænken
Højelse skoles lærere tog hul på det nye skoleår i ”Fremtidsværkstedet”
HØJELSE: Inden eleverne mødte i skolen efter sommerferien var Højelse Skoles lærere forleden samlet til kursus og evaluering torsdag for at Midtvejsevaluere skolens pilotprojekt ”Den virtuelle skoletaske”, som skolen har arbejdet med i ét år og fortsætter endnu et skoleår 2011/2012.
- Projektet, som indebærer at eleverne i en periode udelukkende anvender netbooks i undervisningen og bruger internetbaserede undervisningsprogrammer og informationssøgning, har vist en betydelig højere motivation for læring og større engagement hos alle elever, fortæller skoleleder Karen Lønstrøm.
Et af udsagnene fra eleverne lød: "Det har været 100 gange nemmere at skrive og 100 gange nemmere at læse lektier". Også forældrene har nydt, at eleverne ikke var svære at få til at læse lektier, og nogle elever har demonstreret, når de skulle aflevere deres netbook igen.
Lærerne arbejdede hele dagen i et ”Fremtidsværksted”, hvor Lektor Phd. Jeppe Bundsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet førte projektet videre.
Under titlen ”Bryd skolens vægge ned” blev det konkretiseret, hvilke elementer lærere og elever fremover skal fokusere på i projektet:
Bl.a. Autentisk kommunikation, Faglige mål frem for aktivisme, Inddrage og acceptere personlige relationer, og hvordan vi strukturerer og organiserer arbejdet fremover.
- Drømmene fik lov at flyde, inden det igen var tid til at lade utopierne få fodfæste i nogle enkle realistiske statements, som skolen arbejder med i det kommende skoleår, siger Karen Lønstrøm.
En hel dag til faglig udvikling er en gave, så også lærerne har tid til ro og fordybelse.
- At Bibliotek og Medier har ydet økonomisk bidrag til ”Den virtuelle skoletaske” betyder meget for udviklingen af undervisningen på Højelse skole, slutter en tilfreds skoleleder.
pm