Indvandrere er en gevinst for det danske samfund
Den slags overskrifter fylder desværre ikke så meget i den danske mediedækning, men ikke desto mindre er det situationen. Det viser en nyere rapport lavet af Rockwool Fondens forksningsenhed. De har for første gang undersøgt hvad indvandrere alene koster det danske samfund, altså er flygtninge ikke medregnet, og resultatet er et overskud på knap to millioner.
Undersøgelsen overrasker mig ikke, særligt fordi indvandrere er kommet rigtig godt ind i uddannelsessystemet og det er den direkte vej videre ind på arbejdsmarkedet. Men undersøgelsen vil uden tvivl overraske mange, særligt fordi jargonen i den danske udlændingedebat er så skinger, at der ganske simpelt ikke er plads til positive budskaber som dette.
At spekulerere i udgifterne til flygtninge er der ikke meget mening i. Danmark er, som så mange andre lande, forpligtet til at tage imod flygtninge. Mennesker som har en velbegrundet frygt for forfølgelse i deres hjemland på grund af deres nationalitet, seksualitet, religion eller politiske observans. Vi må aldrig springe over hvor gærdet er lavest, når det gælder flygtninge, her skal vi tværtimod tage ansvar! Uanset hvad det koster.