Nyd kanten på KØS i Køge
KØGE: KØS Billedskole holder åbent for alle på onsdag, når projektet Nyd Kanten viser resultater af det store samarbejdsprojekt mellem Center for Dansk og Integration, Henning Pedersen og Søn og KØS Billedskole.
Siden marts måned har alle deltagerne været travlt optaget af et projekt, hvor de sammen har skabt en række bænke, der i samarbejde med Køge Kyst er blevet opstillet langs "Tråden" forskellige steder i havneområdet.
Både i størrelse og form er bænkene anderledes udformet end de bænke, vi ellers kender fra gader og stræder og de popper op på steder, man ikke forventer og indbyder til at sidde på nye måder.
På udstillingen fejrer deltagerne samarbejdet og viser hele processen med skitser, modeller og fotos af bænke.
Der er fremstillet 12 bænke, som er placeret på havnen i Køge langs med "Tråden".
Det er kursisterne selv fra Center for Integration, der har fundet formen på bænkene, og derefter har snedkerfirmaet Pedersen og Søn udført bænkene i vejrbestandigt Kalmarfyr.
Kursisterne har undervejs besøgt snedkerfirmaet, og har hjulpet med at sætte dem op.
Det er et samarbejdsprojekt, der i høj grad handler om at skabe tillid og engagement og om at møde andre mennesker, som har nye ideer, kompetencer og ressourcer.
En gang om ugen har holdet arbejdet sammen. I starten på KØS, hvor museets rammer har inspireret kursisterne til både farvevalg og design og senere på havnen og ud på lokaliteterne, hvor bænkene nu er placeret.
- Deltagerne har kunne følge hele processen fra at fotodokumentere lokaliteterne, til arbejdet med skitserne, og samarbejdet med snedkerfirmaet for til sidst at deltage i placeringen af bænkene. Undervejs er der blevet grinet, snakket og slidt, og projektet har bidraget til en stor livsglæde hos alle deltagerne, fortæller PR- og arrangementskoordinator Pernille Sander fra KØS i Køge.
Udstillingen "Nyd Kanten" åbner på onsdag den 31. august kl. 12-14.
pm