Hospital kulegraver trist sag
Hvidovre Hospital undersøger nu sag om dødsfald skyldes fejlbehandling
En kvinde, der måtte vente 11 timer på behandling på Hvidovre Hospitals skadestue, døde i sidste måned.
Kvindens hofte var gået af led, men på grund af stor travlhed på skadestuen, måtte hun vente meget længe på behandling. Kvinden døde imidlertid på grund af blodpropper i hjerne og lunger – og det kan skyldes, at hun måske ikke fik den rette behandling på hospitalet.
- Der var rigtig travlt den dag. Der er nogle ting i forløbet, som skulle være gået bedre. Hun lå alt for lang tid og ventede, og det er simpelthen ikke godt nok, siger lægelig direktør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen til Ekstra Bladet.
- Normalt er den type operationer nogle, der prioriteres meget højt. Fordi de har ondt, og det klemmer på blodkarrene. Hvis den blodfortyndende medicin ikke er givet, er det en fejl. Men det ved vi ikke med sikkerhed endnu, siger han.
Derfor er Hvidovre Hospital nu i gang med at kulegrave sagen.