Forbud i andedammen kaldet Danmark
Adskillige politikere, meningsdannere og frit tænkende individer i Danmark råber alle højt om Forbudsdanmark i disse tider. Vi har hørt den samme svada mange gange nu, men så er der heller ikke sket mere i den sag. Noget tyder på, at der bliver prædiket for koret og det hele klinger efterhånden noget hult i mine ører.
Misforstå mig endelig ikke! Jeg frastødes af Forbudsdanmark i så høj en grad, at jeg som så mange andre veluddannede før mig, overvejer at forlade skuden om et halvt år, når jeg er færdig med min kandidatgrad.
Men ind til da vil det stadig frustrere mig, og mange andre, at en lille udvalgt skare af mennesker har et så solidt greb om min frihed, at jeg kun venter på forbuddet mod at gå på gaden mellem 18 og 7. Eller for den sags skyld luftafgiften for at trække vejret. (Skal overvægtige, sportsfolk og andre forpustede mennesker betale ekstra?).
Flere politikere forsøger at svømme mod strømmen og råbe vagt i gevær. De vil forbyde forbud (*indsæt pøbel-ironi*) og bekæmpe Forbudsdanmark. Alt sammen meget nobelt, men endnu engang så tomt, at det runger hult. På Facebook har en gruppe politikere startet støttegruppen Anti Forbud Danmark (ja, som politiker behøver man ikke kunne stave) og den mønstrer nu små 500 medlemmer.
Men en af initiativtagerne bag denne gruppe, Martin Geertsen (V), har i en kommentar i denne gruppe skrevet, at politikerne ”(...) skal sætte sig ned og finde ud af, om og i givet fald hvilke forbud, man kan undvære, hvilke forbud skal løsnes (...)” for at bekæmpe Forbudsdanmark.
Hvis Facebook-gruppens formål og politiske agenda, for den sags skyld hele problematikken, skal have nogen form for pondus, så nytter det ikke noget, at budskabet lyder ”Lad os tage en uforpligtende snak om forbud over en kop kaffe i næste uge”. Med den indgangsvinkel har politikerne allerede opgivet på forhånd og dermed bliver budskabet endnu engang populistisk som alle andre politiske kampagner. Tyndt som vand og uden styrke.
Jeg savner politisk handlekraft og gåpåmod. Jeg savner politikere, der tør tage skeen i den anden hånd og sige os alle sammen imod. Jeg savner en politiker, der tør stå frem og sige: ”Giv mig din stemme, vælg mig som statsminister, og så skal jeg personlige sørge for, at håndværkeren må have sin lommekniv, at du må beholde din hund, at du må glide på fortovet og slå telt op i skoven, at du må tage maske på til fastelavn, reklamere for din tobak og købe tre poser Matador-mix for 25 kroner.”
Danmark er for alvor ved at blive en sølle andedam uden betydning. Der sker ikke ret meget her i landet, og når vi endelig oplever noget, som ikke falder i hak med hverdagens trummerum, råber forvirret kontanthjælpsmodtager ”Sig forbudt!” og politikerne er der med det samme for at føje pøblen og rage stemmer til sig. Og hvad efterlader det befolkningen med? Falsk tryghed, kortsigtede planer for landets ve og vel, og endnu en indskrænkelse af vores frihed.
For 10 år siden husker jeg, at mine klassekammerater sagde ting som: ”Bland dig uden om, det er et frit land.” I dag har det udsagn ingen betydning og minder os blot om fordums tid. Danmark er ikke længere frit. Vi er ikke frie mennesker. Vi er slaver for vores egen frygt og dumhed.
Vi burde som nation skamme os. Ve bør forlange vores frihed og vores liv tilbage. Føj, Danmark!