Børn

TEENAGEBLOGGEN: Overskud, tid, lyst, vildfarelse, råben, skrigen, glæde, grin, gråd, grænser, ARGH, jaaaaa, ih, åh ah. Jeg har lige været tennistræner i en time - for første gang helt alene uden nogen form for overhovede i form af min egen træner. Det var i sandhed en virkelig interessant oplevelse. Børn er forskellige, og jeg bliver stresset.

Timen foregik i gentagne lignende hændelser som denne:

Den lille stille pige står i hjørnet af banen med sine små - men præcise slag, som jeg roser og roser  i forsøg på at gøre hende mere glad og stolt. Drengen med det skæve smil og de strålende øjne, der hele tiden er lige lidt for hurtigt og kommer med de alt for kække bemærkninger - men selvfølgelig er indehaver af de gode hårde slag, som jeg kæmper med min indre forståelse for at anerkende, råber at den lille pige skal slå ordentligt, og det medfører en lille overhaling fra mig, som blive stirret på af 5 vokse damer - som altså er mødre til de kære børn.

Børn. De er noget af en opgave og noget af et ansvar at have. Jeg står foran dem med ti års mere livserfaring en hver enkelt af dem og alligevel kan de hyle mig helt ud af den med deres overraskende indveninger og indsigelser. Jeg tror ethvert menneske kan lære enormt meget af at lytte til børnene og medregne deres meninger og idéer. Jeg tror, at det må være svaret på hvordan jeg tackler næste uges træning.

Med store øre, så deres kreativitet kan strømme ud af forhænder og baghænder, med vedvarende gensidig respekt og ikke mindst ved at fastholde dem i spillet ved at lade træningen forblive både sjov og seriøs. Jeg håber det må lykkedes - og at jeg ikke være ligeså smadret efter den næste træning med dem.

Efter i dag er der ingen tvivl om, at hvis jeg var barn igen, ville jeg opføre mig ordenligt - og høre på hvad min træner fortæller mig (næsten) hele tiden.