Hård start for Solrød Strand BK
BADMINTON: Solrød Strand Badmintonklub spiller i den kommende sæson på allerhøjeste niveau, nemlig i Badmintonligaen.
- Det er selvfølgelig en stor udfordring for klubben, både på og udenfor banen, men alle i klubben er klar til at tage udfordringerne op og yde deres absolut bedste, siger Steen Holmberg fra Solrød Strand Badmintoklub.
I seniorafdelingen har klubben valgt at fastholde strategien med at satse på egne spillere, og det er derfor glædeligt, at alle de mange unge talenter har valgt at fortsætte i klubben for at udvikle sig yderligere via Danmarks bedste trænings set-up.
På ungdomssiden har der været en god tilgang af unge talentfulde spillere fra andre klubber, men i et antal der betyder, at de kan integreres fuldt og helt i klubben. Veteraner oplever ligeledes en tilgang i og med seniorspillerne bliver ældre.
Sæsonens første hjemmekamp i Badmintonligaen finder sted torsdag den 1. september kl. 19.00 hvor man i Solrød Idrætscenter skal møde sidste sæsons sølvvindere fra Team Skælskør/Slagelse.
Sæsonens anden kamp er ligeledes en rigtig hård opgave - udebane mod lokalrivalerne og de seneste to års danske mestre fra Greve Strand BK.
pm