Teddy har heldigvis konen i ryggen
Pramvej i Vorup har fået en ny virksomhed. Her roder og regerer Teddy Jensen med maskiner til have- skov- og park-brug. Kort sagt plæneklippere, kædesave og havetraktorer - og flere til
”Jeg vil starte med at sige, at det er vigtigt at have sit bagland i orden. Derfor vil jeg – hvis du vil skrive det – takke min dejlige kone Charlotte for at bakke mig op hele vejen.”
Din Avis' fritidsredaktion bringer normalt ikke hilsener, men i dette tilfælde har vi altså gjort en undtagelse.
Teddy Jensen har netop flyttet sin virksomhed, TJ Outdoor, fra garagen på hjemadressen Vorup Boulevard 26 til Pramvej 5A. Her råder han over 300 kvadratmeter fordelt på udstilling, kontor og værksted. Ikke for at det skal være prangende, men fordi det er praktisk.
Teddy Jensen er tidligere sælger i branchen, men valgte så at gå i lære som klejnsmed. Mens uddannelsen stod på, startede han salg, service og reparation op i sin garage. Her kom han også i snak med en mand om at sætte plæneklippere i stand og så kørte løbet.
Ligeså stille voksede opgaverne og kundekredsen, og en sælger i branchen rådede ham til at finde egnede lokaler. To havetraktorer på én gang var for stor en bid hjemme i garagen.
Som sagt så gjort, men med fornuft brugte Teddy Jensen et halvt år på at sondere terrænet og planlægge sin og firmaets fremtid. Så fandt han sit nye lejemål.
Han gi'r en hånd
På Pramvej 5A er der et super udstillingslokale, med nye redskaber og maskiner. I den anden ende af bygningen ligger værkstedet – lige der, hvor man kan bakke til og læsse sin maskine af, når den skal repareres. Teddy giver gerne en hånd. Også når maskinen skal hentes i tip top stand. Mellem de to afdelinger har manden med de retvendte hænder indrettet sit kontor.
TJ Outdoor er helt og holdent Teddy Jensens enmandsbetjente firma. Når der er rigtig travlt eller det er påkrævet af andre årsager, har han hjælp at trække på. Men han forsøger at holde det hele så enkelt som muligt.
”Og så er jeg her hele året. Have- park- og skovarbejde kan deles ind i og fordeles på årstider, men der er intet til hinder for at komme og få ordnet sin plæneklipper i november. Så er den klar til foråret,” siger Teddy Jensen, som samtidig understreger, at han hele året tager imod hvad som helst. Værkstedet har ingen tidsfornemmelse.
Der kan tillige være rabat forbundet med visse ydelser, når de foregår i efteråret, men det må kunderne tale med Teddy Jensen om.
Og igen: Kunderne kan parkere ude ved Pramvej, men de kan også køre om i gården. Begge steder er der god plads.
På nettet
Teddy Jensens firma har også en hjemmeside, som kan besøges. www.tjoutdoor.dk, er adressen. På siden kan man hjemmefra kikke Teddy Jensens firma over skulderen.
”Siden er godt i gang, men der vil naturligvis komme mere til hele tiden, nye modeller m.v. Men kik selv,” siger den venlige have- park- og skovmand, som er den type, der er nem at tale med.
Og så kan fotojournalisten fra Din Avis skrive under på, at Jensen laver en god kop kaffe – selv om han selv er mest til te…
* Åbent hus 1., 2. og 3. september i de nye lokaler på Pramvej 5A, Randers.