Rengøringsfolk truet med knive
Politiet hører gerne fra vidner til røveriet i Store Heddinge torsdag aften.
STORE HEDDINGE: To rengøringsfolk og to andre der var til stede i Super Spar i Algade i Store Heddinge fik sig torsdag aften kl. 22.25 en ubehagelig oplevelse, da to mænd pludselig skaffede sig adgang til stedet ved at true de fire personer med en kniv og en springkniv.
Fra stedet blev røvet kontanter og flere busklippekort.
Røverne beskrives som A, mand, udlænding, dansktalende med udenlandsk accent, iført rød maske for ansigt og blåt regntøj og kondisko. Truede med en kniv.
Person B beskrives som mand, dansktalende med udenlandsk accent, 18-25 år, rød maske for ansigtet, sort hættetrøje, blå cowboybukser og truede med springkniv.
Politiet undersøgte stedet og afhørte de implicerede, men det lykkedes ikke i første omgang at finde frem til gerningsmændene.
Lokalpolitiet i Køge vil meget gerne høre fra vidner til sagen. Ring straks på tlf. 114.
pm