Efterlyser vidner til væbnet butiksrøveri i Osted
EFTERLYSNING: Forretningen Sportsfan på Hovedgaden 15 i Osted blev torsdag kl. 09.30-10.15 udsat for et røveri.
En engelsktalende sortklædt mand var kommet ind i forretningen, hvor han truede indehaveren med en kniv og derefter låste ham inde i et baglokale.
Gerningsmanden stjal herefter diverse sportstøj og parfumer, hvorefter han forsvandt fra stedet i ukendt retning og på ukendt måde.
Gerningsmanden beskrives som engelsktalende, 190-195 cm høj, ranglet af bygning, klædt i sort skjorte og sorte benklæder. Bar elefanthue.
Det stjålne sportstøj er bl.a. Puma grå/blå hættetrøje. Puma Heroes T7 trøje i farverne orange, rød, blå, grøn med lynlås.
De stjålne parfumer er alle eau de toilette, 50 ml., af mærkerne: Azzaro Homme, Azzaro Chrome Sport. Burberry Sport, Giorgio Armani, Beckham, Ferrari Red, Van Gils, Ralph Lauren.
Midt- og Vestsjællands Politi hører meget gerne fra vidner til røveriet eller andre, der kan komme med oplysninger til sagen.
Politiet vil også meget gerne høre fra personer, der evt. har fået tilbudt at købe ovennævnte sportstøj eller parfumer.
Ring straks på 114 hvis du kan give brugbare oplysninger videre til politiet.
pm