Populære ingeniører
I alt 573 ansøgere har i weekenden fået tilbudt en studieplads på Ingeniørhøjskolen i Aarhus, skriver skolen i en pressemeddelelse i dag. Det er ti procent flere end sidste år, og for første gang har Ingeniørhøjskolen været nødt til at afvise kvalificerede unge.
"Interessen for vores ingeniøruddannelser er stigende. Vi har i de seneste fem år set en positiv vækst i antallet af ansøgere, som i år har nået nye højder. Vi har valgt at starte det nye semester op med maksimal holdkapacitet for at imødekomme efterspørgslen på studiepladser. Desværre er vi alligevel nødt til at afvise nogle af de unge, der gerne ville være startet i august," siger Ove Poulsen, rektor ved Ingeniørhøjskolen i Aarhus.
Ingeniørhøjskolen i Aarhus har modtaget i alt 1406 ansøgninger fra unge, hvoraf 587 har en diplomingeniøruddannelse som førsteprioritet.
Afviste ansøgere har mulighed for at søge enten ventelistepladser eller restpladser. Ventelistepladser kan søges på de fyldte diplomingeniøruddannelser bygning, bygningsdesign, maskin, elektro og IKT. Restpladser kan søges på de diplomingeniøruddannelser, der stadig har ledige studiepladser. Det drejer sig om bioprocesteknologi, sundhedsteknologi og stærkstrøm.
Ingeniørhøjskolen er klar til at give personlig vejledning i de kommende dage enten via telefon eller ved at møde op hos Ingeniørhøjskolens studievejledning.