Borgermøde om parkeringsstrategi
KØGE: Økonomiudvalget i Køge kommune har på sit møde tirsdag drøftet Teknik og Miljøudvalgets forslag til en fremtidig parkeringsstrategi i Køge midtby.
Sagen viderebehandles af Teknik- og Miljøudvalget på et ekstraordinært møde i morgen, onsdag den 10. august. Teknik og Miljøudvalget fremsender herefter sin indstilling til Økonomiudvalgets næste møde som er på tirsdag den 16. august.
Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget afholdt i november 2010 fællesmøde om den kommende parkeringsstrategi. Der har endvidere været afholdt et dialogmøde den 15. november 2010, hvor berørte erhvervsdrivende, beboere og interesseorganisationer har været indbudt.
Teknik- og Miljøudvalget har herefter gennem første halvår af 2011 arbejdet med det konkrete forslag til parkeringsstrategi sådan, som det nu foreligger.
Det er planen, at forslaget offentliggøres efter byrådets behandling og således indgår i den planlagte føroffentlighed om det kommende kommuneplanforslag for Køge Kyst og Køge bymidte.
Parkeringsstrategien vil blive fremlagt til drøftelse på et borgermøde tirsdag den 30. august og der vil blive mulighed for at fremsende bemærkninger og forslag før parkeringsstrategien færdigbehandles og indarbejdes i det kommende kommuneplanforslag, oplyser Køge kommune.