Bægeret er ved at flyde over…!
Teknik og Miljø forringer vilkårene for byens erhvervsliv – og pålægger desuden butikkerne ekstra afgifter. – Det er jo forrykt, mener Køge Handelsstandsforening.
KØGE: Debatten om fremtidens parkeringsforhold i Køge midtby raser. Teknik- og Miljøudvalgets nye parkeringsstrategi har sat sindene i kog. Får udvalget gennemført strategien betyder det et farvel til ca. 1.300 parkeringspladser i Køge Midtby. Og dermed kan Køge se frem til med lynets hast at miste sit fornemme ry som både Danmarks hyggeligste og bedste handelsby.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Og det kommer heller ikke til at ske uden rigtigt store sværdslag, lover Køges forretningsdrivende.
Netop nu samler Køge Handelsstandsforening underskrifter ind fra borgere der ligesom byens forretningsdrivende ønsker at støtte op om kampen for at bevare parkeringsforholdene i Køge. Man kan give sin underskrift i en lang række af butikkerne i byen, på Lørdagsavisen.dk eller via den talon, man finder i den trykte udgave af Lørdags-Avisen.
Indsamlingen af underskrifter slutter på mandag den 8. august kl. 18.00. De indsamlede underskrifter vil så tirsdag morgen blive afleveret af repræsentanter fra Køge Handelsstandsforening og de forretningsdrivende til borgmester Marie Stærke og formanden for Teknik og Miljøudvalget, Erling Larsen, umiddelbart inden Økonomiudvalget træder sammen til det første møde efter sommerferien. På mødet skal bl.a. drøftes parkeringsforholdene som følge af den planlagte lukning af Nordre og Østre torvegader – en lukning, der skal gælde frem til sæsonen for udeservering på torvet slutter for denne gang.
- Det er ikke kun Teknik og Miljøudvalgets beslutning om lukning af Østre og Nordre Torvegader vi protesterer imod – men hele det fremlagte forslag til en ny parkeringsstrategi – der kommer til høring inden længe - som helhed. De kommunale myndigheder bliver ved med at fjerne parkeringspladser fra midtbyen uden at vi får nye i erstatning. Den nye parkeringsstrategi betyder et farvel til i alt op mod 1.300 parkeringspladser. De lover til erstatning for parkeringspladserne på Nordre og Østre torvegader at stille pladser til rådighed bag rådhuset. Disse vil inden længe blive flyttet over på Collstrupgrunden. Så det er en narresut. Vi kan også få 600 parkeringspladser stillet til rådighed ved Ølby Centret. Hvad skal vi med dem? Køge kommune siger nok så flot at de så gerne vil samarbejde med handelslivet i byen – men når alt kommer til alt gør de kun hvad der passer dem. Det er Køges fremtid som en aktiv og besøgsværdig handelsby, der leges kispus med. Bægeret er ganske enkelt ved at flyde over, siger formanden for Køge Handelsstandsforening, Jørgen Petersen til Lørdagsavisen.dk.
Molboagtigt
Teknik og Miljøudvalget forringer med andre ord vilkårene for de handlende i byen – men tager så i stedet ekstra afgifter fra byens butikker. Nemlig den efterhånden meget omtalte dækningsafgift som Køge kommune har påduttet alle, der vover at sætte skilte, borde og stole o.l. ud for deres butik. Så skal der afleveres kr. 450 pr. kvadratmeter pr. år ved kasse 1.
- Det er helt ude af hampen. De siger godt nok, at flere andre byer har samme dækningsafgift. Bl.a. Roskilde. Ja tak, men i Roskilde går pengene til bl.a. at udsmykke byen. Her i Køge kan kommunen maksimalt tjene godt 600.000 kroner ud af denne dækningsafgift. Der skal så ansættes to ekstra folk til at varetage at reglerne overholdes. Så er de 600.000 så godt som brugt. Der er sgu Molboagtigt, fastslår Jørgen Petersen, der ikke er i tvivl om, at hvis denne fjendtlige indstilling overfor erhvervslivet i Køge by fortsætter, så vil det blive mere end svært at sælge Køge Kyst projektet.
- Vi føler os ganske enkelt ført bag lyset. Og det skal der tages action for NU, og vi starter på tirsdag morgen med i samlet flok at aflevere alle underskriftindsamlingerne til Marie Stærke og Erling Larsen. Så husk nu at få afleveret din underskrift. Så kan du være med til at gøre både dig selv og handelslivet i Køge en MEGET stor tjeneste, slutter Køge Handelsstandsforenings formand.
Følg debatten her på Lørdagsavisen.dk og på Facebook ”Glade P-pladser i Køge efterlyses”.
Gi' din underskrift her.