Løft foden fra speederen
Det er stadig et problem med bilister, der glemmer at løfte foden fra speederen, når de passerer et stykke vejarbejde.
I denne uge skrev man bøder ud til 26 bilister, der ved et vejarbejde i politikredsen kørte mere end den tilladte hastighed på 50 km/t.
- Det er med livet som indsats at være vejarbejder. På halvanden time blev der registreret 26 sager på Nordre Ringvej i Glostrup. 23 personer står til et klip i kørekortet, tre til en betinget frakendelse. 90 km/t var højeste målte hastighed, det er mere end 60 % for hurtigt, oplyser Erik Andersen, funktionsleder i Færdselssektionen.
- Det er rystende så mange, der kører alt for stærkt uden omtanke for vejarbejdernes ve og vel, siger Erik Andersen.
- Kørebaneforholdene ændrer sig ved vejarbejde - spor snævres ind, man kører tæt osv. Det er derfor ikke forsvarligt at køre mere end det tilladte, siger Erik Andersen.