En lørdag med mange muligheder
Søndre Havnedag med masser af aktiviteter for børn og voksne lørdag den 20. august.
KØGE: Modelskibe, beachvolley, vandtrampolin, kunstnerværksted, korsang og drabelige fortællinger fra det gamle Køge.
Søndre Havn danner rammen om talrige aktiviteter lørdag den 20. august. Om aftenen står menuen på bl.a. grillet vildsvin og indvielse af Trådens lys.
Nu ligger det omfattende program fast for Store Havnedag lørdag den 20. august. Bag programmet og aktiviteterne står en lang række lokale foreninger i samarbejde med Køge Kyst.
Det er en dag med mange muligheder for at prøve, opleve og deltage, og der er lagt op til en hyggelig dag, hvor havnen kommer til at syde af aktiviteter for børn, unge og ældre.
Det hele begynder kl. 14.00, hvor de mange foreninger og andre aktører holder åbent hus for at fortælle om og demonstrere deres aktiviteter. Også Køge Kyst har en bod, hvor man kan høre om den nyligt offentliggjorte udviklingsplan for den nye bydel.
Sport, kunst og fortællinger I eftermiddagens løb kan man bl.a. prøve mange slags sportsaktiviteter på stranden, klatre til tops i Tapperiets klatretårn, tage på kunstvandring til Trådens 18 kunstneriske betonsteler eller besøge modelskibsbyggerne og skaterne i Gule Hal, hvor også Køge Museum benytter dagen til at åbne en ny udstilling.
I Tidsrummet, det nye byrum ved indgangen til Søndre Havn, kan man bl.a. opleve billedkunstnere i arbejde, deltage i en skattejagt på Tråden, selv prøve at designe fremtidens by eller bidrage til fortællingen om Køge. Sidst på aftenen vises open air-film fra gamle dage i Køge, ledsaget af elektronisk musik, under titlen ”Køge på Muren”.
På Udsigten – den nye terrasse ved havet – kan man høre og se Køges kønneste kvindekor og leve sig ind i fortællinger fra Søndre Havn om gæve søfolk og seje arbejdere. Det er også her, at man kan stille sulten med - gratis - vildsvin, der har roteret på grillen hele dagen.
I løbet af aftenen kan man deltage i et borgermøde, som ikke er set før, nemlig et ”bevægende borgermøde” i form af en iscenesat, oplevelsesrig vandring på Søndre Havn med fokus på stedets sjæl og fremtid.
Søndre Havnedag bliver også dagen, hvor Tråden kan opleves i et nyt lys.
Præcis kl. 20.37 indvier Køge Kysts bestyrelsesformand Jørgen Nue Møller Køges nye poetiske lyssætninger, som føjer nye stemninger, markeringer og oplevelser til Køge.
Herefter er der lysvandring fra Havnepladsen til havet med afslutning på Udsigten med aftenkor, fællessang og Valkyriens hemmelige drik.
Disse og endnu flere aktiviteter kan man opleve frem til kl. 24, og alle er velkomne på Søndre Havn – børn, unge og ældre.
Det fulde program for dagen kan ses på www.KoegeKyst.dk.
pm